En af de områder, hvor jeg gerne så mere forskning (også min egen, hvis nogen vil betale mig…) er i brugen af AI i relation til det digitale efterliv. De nuværende kunstig intelligens-værktøjer bør for alvor sætte skub i diskussionen – og undersøgelserne – af grænserne for, hvor langt vi skal og bør gå for at “genoplive” de døde ved f.eks. at genere nye videoer med dem, realistiske fotos af dem sammen med familiemedlemmer, de aldrig nåede at møde eller hologrambeskeder fra dem med brug af stemmekloning, for bare at nævne nogle af de eksempler jeg selv er faldet over det sidste års tid. Digitale kloner af afdøde personer har potentialet til at blive big business, som denne artikel fra The Guardian også peger på, men hvor går grænsen? Og hvem skal sætte den? Skal vi selv til at gøre det FØR vi dør, på samme måde som vi f.eks. bestemmer om vores organer skal bruges til transplation eller ej? Bør familiemedlemmer have ret til at skabe en digital version af os, der er et bedre eller lidt pænere menneske, end vi selv var, da vi levede – eller har de afdøde ret til at insistere på, at det kun er den “fulde version” af en selv, de efterladte kan få lov at interagere med? Hvis andre end familien “genopliver” en afdød, hvad er så familie og venners rettigheder, hvis de gerne vil stoppe det? Spørgsmålene står i kø og søger vi at besvare dem, kan vi måske indirekte også få indsigt i mange af de andre dilemmaer, brugen af KI-værktøjer stiller os over for.

Chinese mourners turn to AI to remember and ‘revive’ loved ones (The Guardian, 4. april 2024)